Nyhedsbrev 13. januar 2017

Aarhus

Kære elever, forældre og personale

 
I 2017 er Aarhus og Region Midtjylland Europæisk Kulturhovedstad. Dette store tiltag giver også anledning til arrangementer lokalt, som omtalt længere nede i nyhedsbrevet. Jeg har indsat indledningen fra kulturhovedstadens hjemmeside:
 
”Igennem hele 2017 kommer vi til at arbejde og lege. Vi fejrer de "folkelige" traditioner, og vi fejrer det nyeste som kulturen kan vise frem for os, når det gælder kunst, teater, dans, musik, litteratur og håndværksmæssig kunnen inden for gastronomi, arkitektur og design. Vi skaber spektakler og spekulationer – fejringer, fordybelse og provokationer.
Vi undersøger vores danske DNA og vi nyder med stolthed den helt særlige historie, der ligger her. Vi spørger os selv: Hvad ønsker vi at beholde, og hvad er det tid til at give slip på i vores videre færd ind i fremtiden? Vi udvider vores europæiske bevidsthed med kulturelle partnerskaber og samarbejder, sådan at vi både lærer af - og deler med - andre.
Og vi samles i Midtjylland til fest, festivitas, fyrværkeri og fejringer. Vi skaber et år, som afspejler alle sider af dansk kultur fra moderne arkitektur med "liveability" til historiske festspil om fortiden som vikinger. Vi gentænker mesterværker og vi opfinder nye ikoner. Vi undersøger fortiden for bedre at forme og forstå fremtiden.
 
I 2017 tør vi drømme, designe, debattere og forme vores skæbne. Kom og vær med.
 
Du kan læse mere om Aarhus som Europæisk Kulturhovedstad på hjemmesiden www.aarhus2017.dk
 
 
Her kan du se en kalender fra Aarhus som Kulturhovedstad 2017:
 
Lørdag 14. januar kl. 13.00 – 16.00 er der inviteret til dans i Gudenåcentret, Kirkevej 10, 7160 Tørring. Du kan læse mere om tilbuddet i vedhæftede flyers.
 
Fredag 20. januar kl. 16.00 kan du komme til koncert på Skolen i Midten, Nørremarksvej, 8783 Hornsyld. Det er en koncert med tre forskellige børnekor og musikskolens talentlinje. Du kan læse mere om tilbuddet i vedhæftede flyers.
 
Hedensted Kommunes nye matematikpolitik er netop blevet godkendt. I 2016 blev den reviderede politik for læsning og sprog godkendt og udgivet. Begge politikker kan nu læses på nettet og ved at følge nedenstående to links.
 
I politikerne er der en afdeling for fagfolk og en afdeling for forældre. Det er godt læsestof, for her kan man orientere sig i hvilke tanker og mål, der er med læsning, sprog og matematikundervisningen.
 
 
 
Husk at kigge med på vores Facebookside:  https://www.facebook.com/aalehjortsvangboerneby/
 
 
 
Venlig hilsen
 
Frank Kjær
 
 
Se dine børns ideelle sengetid alt efter, hvor gamle de er, og hvornår de plejer at vågne
 
 
Som forældre ved vi godt, at søvn er vigtigt for vores børn, men hvor meget har de egentlig brug for at sove? Det kan mange være i tvivl om, og derfor har en amerikansk skole besluttet sig for at lave en oversigt til forældre, som viser, hvornår børnene ideelt set bør komme i seng alt efter, hvor gamle de er, og hvad tid de typisk vågner om morgenen.
 
Det er vigtigt, at forældre blander sig i, hvor meget deres børn sover – også selvom børnene går i skole. Veludhvilede børn har nemlig et langt bedre udgangspunkt, og er både gladere, mere energiske og klar til at lære, viser en række nyere undersøgelser.
 
De seneste års søvnforskning indikerer, at en times mindre søvn kan påvirke børnenes præstationer med helt op til 2 skoleår. Manglende søvn kan med andre ord få en 6. klasses elev til kun at kunne præstere på et 4. klasses niveau.
 
Børn har altså et fysisk behov for søvn, og det skyldes, at kroppen udfører en række vigtige funktioner, når vi sover.
Det arbejde hjernen udfører om natten har fx betydning for børns hukommelse. Når vi sover lagres dagens begivenheder og erfaringer nemlig i langtidshukommelsen, hvilket er afgørende, hvis børn skal kunne huske det, de lærer om dagen.
 
På samme måde ved vi, at manglende søvn går ud over børns indlæring, når de er vågne.
Det område af hjernen, som er ansvarlig for vores mest avancerede intellektuelle funktioner fx vores evne til at forstå, ræsonnere og planlægge, bliver svækket, når vi er trætte. Og det betyder ganske enkelt, at børnene lærer og forstår mindre, når de ikke får sovet nok.
 
Men søvn påvirker faktisk også børns sundhed og udvikling.
Når børn sover frigives væksthormoner, som bl.a. sikrer, at de udvikler sig, som de skal. Samtidig viser et helt nyt studie, at tidlige sengetider halverer børns risiko for overvægt. Det skyldes især, at de hormoner, som styrer appetitten, bliver påvirket på en negativ måde af træthed.
 
 At få børnene i seng i god tid er måske noget af det bedste forældre kan gøre for deres børns udvikling både her og nu og på den længere bane.