Nyhedsbrev 26. august 2016

26 august 2016
Kære elever, forældre og personale
 
På opfordring fra Hedensted Kommune:
”Hedensted Kommune støtter Ordblindeløbet d. 1. oktober i Horsens – det synes vi også I skal gøre.
Bind snørebåndene, samle så mange fra jeres klasse og jeres familie til at deltage i en dag med motion, fællesskab og sjov samtidig med, at I gør en stor forskel og støtter ordblinde børn og unge.
PRØV DET! Gør noget godt for jer selv, for fællesskabet og vær med til at hjælpe andre - Tilmeld jer til Ordblindeløbet!”
 
Så er det nye SKOLEBØRN udkommet. Temaet er om den digitale folkeskole.
 
Der bliver blandt andet diskuteret, om eleverne skal have bøger eller computere. Efter vores mening skal de selvfølgelig have begge dele. Der er fordele og ulemper ved begge medier, og vi skal selvfølgelig tage det bedste fra begge medier.
 
At skolen skal være digital – det er ikke til diskussion! Selvfølgelig skal den det. Det er den verden vi lever i og samfundet bliver kun mere digitalt. Men der gælder også det gamle princip – alt med måde. Vore børn skal både lege på ”gammeldags” maner og på de nye digitale måder. Det er vigtigt, at vi som voksne viser børnene og hjælper børnene med en fornuftig omgang med teknologien.
Desværre ser jeg forældre dybt begravet i deres mobiltelefon, når de er sammen med deres børn. Hvis børn skal udvikles positivt kræver det, at de voksne omkring dem er ”til stede” og ikke optaget af deres tekniske udstyr.
Børn er meget følsomme overfor manglende ”tilstedeværelse” af deres forældre og voksne omkring dem. Så vær et godt eksempel for dit barn – brug dit it-udstyr med fornuft og med måde og lær børnene god og korrekt adfærd på nettet.
Vi skal kigge vore børn over skuldrene, når de er på Internettet. Børn må ikke sidde alene med en computer/iPad og surfe rundt på Internettet uden vi som forældre spørger ind til hvad de laver på nettet. Vi skal også med jævne mellemrum sige til dem, ”at nu vil jeg gerne se, hvad du laver på din iPad/læse dine sms , både sendte og modtagne.”! Har dit barn en profil på et medie – ja så skal barnet gå ind på profilen, så du kan følge med i, hvad der sker på mediet.
Det kan føles som et overgreb på barnet – men det er os som voksne, der er ansvarlige og skal hjælpe barnet med at kunne begå sig digitalt.
 
Et emne der omtales i SKOLEBØRN er BYOD – Bring Your Own Device- altså oversat til ” medbring dit eget apparat”.
Det vil vi også gerne opfordre til. Men det er ikke en nødvendighed her i Aale Hjortsvang Børneby.
Jeg er af den opfattelse, at vore elever skal have nye bøger og det nyeste digitale udstyr – forældrene kan bruge det gamle udstyr :-).
Derfor har vi også en iPadklasse, nye Chromebooks, digitale tavler i alle klasser og med Apple-TV. Som digital rygsæk bruger vi også den nyeste teknologi – nemlig iPads.
Det er vigtigt, at vi hele tiden følger med på en god og fornuftig måde, så vore elever får de bedst mulige betingelser i deres læring.

Der er flere gode emner i SKOLEBØRN – klik på linket og læs de gode artikler:
 
Husk at kigge med på vores Facebookside: https://www.facebook.com/aalehjortsvangboerneby/
 
Venlig hilsen
 
Frank Kjær

Skrevet af Frank Kjær den 26-08-2016